mandag den 27. december 2010

Vivonne Bay

Da vi flyttede ned på sydsiden af Kangaroo Island til Vivonne Bay, kom vi forbi et rigtig hyggeligt spisested midt ude i ingenting. Man kører og kører og pludseligt dukker der en lille oase op midt i det hele som her i form af Seal Bay Cottages and Café. Her fik jeg de bedste calamares jeg indtog på Kangaroo Island. På frokostbordet stod også et dejligt fad med lokale oste-specialiteter som primært bestod af forskellige fåreoste. Til vores overraskelse spiser man rigtig meget Halloumi-ost på Kangaroo Island, noget jeg forbandt med Cypern og mynte, mens det her godt nok er grillet men uden mynte. Helt overrasket burde vi måske ikke være blevet da Halloumi-ost oprindelig blev lavet på fåremælk, hvilket der jo netop er meget af her.





(caféen)

I tilstødende lokaler var der en stor udstilling om lokalområdet og honningproduktionen på Kangaroo Island. Der er en speciel slags bier her på øen og myndighederne er meget opmærksomme på at der ikke må indføres nye slags bier, ej heller må man tage honningprodukter med herover.
Udover informationer om lokale forhold var der sat et kort op over hele verden og så kunne man sætte tegnestifter i markerende ens hjemstavn. Vi kunne se at der havde været rigtig mange fra Europa på dette dejlige sted og faktisk også et par stykker fra Danmark. Miriam kunne informere om at vores besøg nu også er markeret på kortet da far "sagtens kunne finde nålen i Hinnerup".

Afstandene er jo ikke store på Kangaroo Island, det er mere et spørgsmål om hvor mange km man har på grusvej. Men efter at frokosten blev rystet godt på plads ankom vi til vores hjem for de næste 4 dage ved Vivonne Bay. I alle brochurer reklameres med at denne strand er kåret som Australiens bedste strand for et par år siden, og det lyder da dejligt. Stranden var også utrolig skøn, det er slet ikke det, men ved nærmere læsning af det der står med småt bag på et eller andet hæfte fremgik det så at kåringen var foretaget af en videnskabsmand med speciale i strande...? Efter sammenligning af mange Australske strande udfra nøje udvalgte parametre....? Og vindere blev: "Vivonne Bay, Kangaroo Island". Placeringen er irrelevant når stranden ser således ud og man har ca. 200 m derned.



 










Så tog vi over på den pynt der kan ses her på billedet og kiggede over på Vivonne Bay stranden.






Der fandt vi bla dette lille "vandhul".




En af dagene blæste det en del, så lidt varmere påklædning var nødvendigt ved tur på stranden, men vandet var stadig overraskende varmt.


Her er ungerne ved starten på Harriet River. Vi mødte her nogle drenge som med fiskenet var på jagt efter krabber og småfisk. De var rigtig søde til at vise Miriam og Sophie deres fangst og Sophie fik ovenikøbet en reje foræret. Den skulle så slæbes på strandtur i en af de store muslingeskaller det også er muligt at finde hernede (vi vil prøve at få nogle af dem med hjem). Den stakkels reje skulle udstå en del rystelser og tørkeperioder inden det lykkedes Holger at overtale Sophie til at sætte den ud igen.


Der var også mulighed for at lege i sandet og nyde solen omend den aldrig blev så stærk at vi kunne hoppe helt i strandtøj.
















Og så lige et par billeder fra vores bolig Ocean Break.





(ja ja, det er vel ikke for sent at lære at spille Uno når man er 33 år gammel...)


(og lidt tv blev der også tid til - vi er blevet forelsket i en animationsserie kaldet "Shaun the sheep", derhjemme vist "Frode Får")

En dag skulle vi have hummer til forret. Det har vi ikke lavet derhjemme før, så tøserne synes det var meget spændende at være med hele vejen - omend de også var lidt skeptiske. Men så var der god tid til at kigge på de smukke mønstre der er på skallen og nærstudere kløer og des lige.




Og endelig kom delikatesserne på bordet. Shiraz´en var lokal, smagte rigtig dejlig og var tiltænkt hovedretten, men i en snæver vending gik det nu også til hummer :-)






Velbekommen og skål i skøn lokal vin.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar