Faktisk har vi været i Sidney nu i to dage og jeg prøver at følge trop med bloggen ved siden af de nye oplevelser. De sidste 5 dage på Kangaroo Island på sydsiden af øen var uden internet så der ligger en del billeder og venter....:-)
Og da der alligevel ikke var mulighed for at uploade nye events blev der kværnet et par krimier i stedet for flittig arbejde ved computeren så alt var klart til upload når vi ramte civilisationen igen.
En dag på Kangaroo Island tog vi en tur til Duck Lagoon midt på øen, da en af os havde læst at man der kunne se vilde koalabjørne. Engang var Duck Lagoon et paradis for ornitologer (som de analytiske måske har regnet ud var der engang mange ænder her), men dette er desværre ikke længere tilfældet og nu er det mest en hyggelig spot, hvor man da godt kan se forskellige slags fugle og også nogle ænder som kommer her for at yngle men åbenbart langt fra så varieret et fugleliv som tidligere. Det er desværre en historie man har hørt før.
Vi kørte derhen primært af grusveje. Det tager lidt tid og også noget vovemod at finde den optimale hastighed med hvilken grus-overfladen skal passeres. De indfødte stemte tydeligvis for noget omkring 100km/t mens Holger lidt mere forsigtigt bød ind med 80km/t - men så kunne passageren på det bagerste sæde i Kia´en også sidde nogenlunde med issen i sikker behold (dette er bestemt ikke en kritik af Kia´ens affjedringssystem - nærmere en konstatering af at Kangaroo Island er for de fartgale i monstertrucks).
(et sted på vejen til Duck Lagoon)
(et andet sted på vejen til Duck Lagoon)
På Kangaroo Island lever man af turisme og der er derfor også rigtig gode forhold for turister. Så selvom Duck Lagoon bare er et lille bitte sted in the mittle of nowhere var der en stor parkeringsplads, informationstavler, toiletter og bord/bænke sæt om man ønskede at tage et lille hvil.
Da jeg tog de billeder der ses her foroven stod jeg midt på stien. Faktisk stod jeg midt på to stier. Den ene var den tiltænkt mennesker på tur, den anden viste sig at være hovedtransportåren for den aggressive fløj af Duck Lagoons megamyre-befolkning. Resultatet var en utrolig yndefuld stepdans med fuldstændig ukoordinerede armbevægelser da jeg blev gjort opmærksom på situationen af fronten i myrehæren -ej hvor kan de bide de kryb! Resten af selskabet var heldigvis for langsomme til at fange øjeblikket på diverse apparater, men jagten på de sidste myrer i strømperne fik Holger da fanget.
("hvorfor hopper du mor" var Miriams kommentar til situationen, mens Sophie i større sympati med sin mor skreg for fuld hals)
Til forskel for de tidligere gange hvor der har været døde træer p.gra. brand er de gumtrees der ses til venstre i billedet døde forbi vandet blev for salt.
Og endnu et billede af de døde gumtrees midt i Duck Lagoon.
Når man fulgte stien rundt om Duck Lagoon kunne man gå hen til den gård hvor den tidligere ejer af jorden omkring Duck Lagoon havde boet. Arthur Weatherspoon levede fra 1882 til 1942 og havde 8 børn med Minna Boettcher (Percy, Sidney, Roy, George, Mavis og Milly og et par tvillinger som døde ved fødslen). Arthur døde efter et hjerteanfald mens han passede sine får syd for gården. Næsten 70 år efter Arthurs død besøgte vi altså hans have og hans børns navne kom med i vores historie... i dette parallelunivers kom vi ikke hen til gården men Holger fandt nogle af Arthurs gamle køretøjer i marken.
Efter en dejlig tur ved Duck Lagoon kunne vi tage videre. Vi så godt nok ingen koalabjørne, men masser af papegøjer og skønne natursyn.
(et par bevingede fantaster som gad sidde stille længe nok)
Og da der alligevel ikke var mulighed for at uploade nye events blev der kværnet et par krimier i stedet for flittig arbejde ved computeren så alt var klart til upload når vi ramte civilisationen igen.
En dag på Kangaroo Island tog vi en tur til Duck Lagoon midt på øen, da en af os havde læst at man der kunne se vilde koalabjørne. Engang var Duck Lagoon et paradis for ornitologer (som de analytiske måske har regnet ud var der engang mange ænder her), men dette er desværre ikke længere tilfældet og nu er det mest en hyggelig spot, hvor man da godt kan se forskellige slags fugle og også nogle ænder som kommer her for at yngle men åbenbart langt fra så varieret et fugleliv som tidligere. Det er desværre en historie man har hørt før.
Vi kørte derhen primært af grusveje. Det tager lidt tid og også noget vovemod at finde den optimale hastighed med hvilken grus-overfladen skal passeres. De indfødte stemte tydeligvis for noget omkring 100km/t mens Holger lidt mere forsigtigt bød ind med 80km/t - men så kunne passageren på det bagerste sæde i Kia´en også sidde nogenlunde med issen i sikker behold (dette er bestemt ikke en kritik af Kia´ens affjedringssystem - nærmere en konstatering af at Kangaroo Island er for de fartgale i monstertrucks).
(et sted på vejen til Duck Lagoon)
(et andet sted på vejen til Duck Lagoon)
På Kangaroo Island lever man af turisme og der er derfor også rigtig gode forhold for turister. Så selvom Duck Lagoon bare er et lille bitte sted in the mittle of nowhere var der en stor parkeringsplads, informationstavler, toiletter og bord/bænke sæt om man ønskede at tage et lille hvil.
Da jeg tog de billeder der ses her foroven stod jeg midt på stien. Faktisk stod jeg midt på to stier. Den ene var den tiltænkt mennesker på tur, den anden viste sig at være hovedtransportåren for den aggressive fløj af Duck Lagoons megamyre-befolkning. Resultatet var en utrolig yndefuld stepdans med fuldstændig ukoordinerede armbevægelser da jeg blev gjort opmærksom på situationen af fronten i myrehæren -ej hvor kan de bide de kryb! Resten af selskabet var heldigvis for langsomme til at fange øjeblikket på diverse apparater, men jagten på de sidste myrer i strømperne fik Holger da fanget.
("hvorfor hopper du mor" var Miriams kommentar til situationen, mens Sophie i større sympati med sin mor skreg for fuld hals)
Til forskel for de tidligere gange hvor der har været døde træer p.gra. brand er de gumtrees der ses til venstre i billedet døde forbi vandet blev for salt.
Og endnu et billede af de døde gumtrees midt i Duck Lagoon.
Når man fulgte stien rundt om Duck Lagoon kunne man gå hen til den gård hvor den tidligere ejer af jorden omkring Duck Lagoon havde boet. Arthur Weatherspoon levede fra 1882 til 1942 og havde 8 børn med Minna Boettcher (Percy, Sidney, Roy, George, Mavis og Milly og et par tvillinger som døde ved fødslen). Arthur døde efter et hjerteanfald mens han passede sine får syd for gården. Næsten 70 år efter Arthurs død besøgte vi altså hans have og hans børns navne kom med i vores historie... i dette parallelunivers kom vi ikke hen til gården men Holger fandt nogle af Arthurs gamle køretøjer i marken.
Efter en dejlig tur ved Duck Lagoon kunne vi tage videre. Vi så godt nok ingen koalabjørne, men masser af papegøjer og skønne natursyn.
(et par bevingede fantaster som gad sidde stille længe nok)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar