Så blev det juleaften!!!!!!
På færgen hjem fra Kangaroo Island et par dage før jul
(morfar i Kia klar til at boarde)
mødte vi julemanden
hvilket hos Miriam og Sophie gav ophav til stor glæde og forhåbning om et møde med ham igen Juleaften i Blue Mountains, mens jeg selv var lettere upåvirket af mødet med idolet og derimod hensat til Harry Holy...
(nu hvor jeg kom til at kigge igen på billeder fra KI, så jeg disse som endnu ikke har set offentlighedens lys.
Det hører med til historien at vi inden afsejling fra Kangaroo Island fik et dejligt måltid på Penneshaw hotel, som ligger i byen hvorfra færgen fra Cape Jervis afsejler. Spisestedet var fyldt med gæster som senere skulle med færgen men der var også en del lokale som kom forbi - gæt hvilke biler der tilhører hvem...jeg kan afsløre at et orange skær indikerer skræmmende hurtig kørsel på grusveje...
Her ses et eksempel på kærligheden menneske-dyr imellem på disse egne...et skue som man ofte så foran butikker, på landevejen eller grusvejen for den sags skyld....
Ja, hunden er somend bare lænket til ladet...Om der er tale om en specielt retarderet race med nedtonet overlevelsesinstinkt er uvist, men det kan godt afsløres at nogle af racens repræsentanter blev kastet godt og grundig rundt på ladet når grusvejen blev overfløjet med 100 km/t. Måske damehundene tænder på flagrende kindposer og blottede gummer....)
Nå, tilbage til Juleaften!
Mormor havde købt ind fra hylderne med julepynt, så godt nok rørte
stjernen ikke ved loftet men der var rigeligt af julekugler og nips og
det var rigtig hyggeligt at trisse rundt og pynte. Dem der siger at
enebær ikke kan gøre det ud for et juletræ i miniformat tager fejl - og
aldrig før har vi pyntet juletræ på spisebordet...Guirlanderne i vinduet
var dem Miriam og Sophie havde lavet i Sydney.
(kærligt søskendeknus eller magtmanifestation...det står hen i det uvisse)
Julebordet
I år havde de voksne afskaffet julegaverne til hinanden - det er umuligt at trumfe, eller bare nå til sokkeholderne, af de oplevelser vi har med hinanden i disse tider. Men der var gaver til Miriam og Sophie fra mor og far, farmor og farfar samt fra mormor og morfar. Sophie og Miriam kunne ikke holde fingrene væk og det var mesterlig underholdning at observere hvor mange forskellige måder pakkerne kunne ligge på under det trods alt ikke så store juleenebærtræ.
Efter en skøn aftensmad som både indebar de obligatoriske fiskeforretter, den mere kødkompromisøgende hovedret samt ris a la mande,
var det endelig tid til at pakke gaver ud.
Mormor og morfar skulle også lige have den obligatoriske kalender for næste år, men hu hej man skal helst ikke bruge for lang tid på at give knusere for der venter flere gaver under enebæren...
Forvirringen blev total der er i flere pakker var Nintendo spil. Citat: "Men mor, hvad skal vi med dem når vi ikke må få en Nintendo".
Men hvad med de vigtigste pakker - altså dem fra Julemanden...Først var der en del bekymring at spore da Julemanden jo plejer at komme med sin store sæk på ryggen, insistere på at sætte sig ned og snakke lidt med meget skeptiske Miriam og mindre skeptiske Sophie (med hvad de kalder en meget mærkelig stemme) inden han river den ene ønskegave ud af sækken efter den anden. Men denne jul blev der ikke ringet på hoveddøren eller banket på terrasse døren. Derimod så morfar noget rødt fare forbi uden for hoveddøren som var lavet af glas, og alle kastede sig ud i entreen for at se om det var Julemanden himself, men måtte skuffet konstatere at der intet var. Sophie inspicerede dog hele verandaen foran huset i stedet for bare at gå ind igen og fandt der to lyserøde pakker - én til Miriam og én til hende selv. Lykken kunne næsten ikke være større - så fandt han os alligevel!
Jeg nåede desværre ikke at fange det splitsekund, hvor lykken i dens fulde omfang stod Miriam og Sophie klart. Julemanden havde trodset mor og far og givet dem det de allerhelst ville have og som Sophie har ønsket sig i mere end et år (det er i denne sammenhæng lidt mere uklart præcis hvornår Miriam slog copy-funktionen til).
Efterfølgende blev der tid til en lille demonstration af konceptet "jeg leger med maden"
et knus mens Sophies kamera lige skulle indstilles til at tage billeder af Nintendo´en
og derefter var der kun et fokuspunkt for resten af aftenen: NINTENDO
NINTENDO
NINTENDO
NINTENDO
NINTENDO
Som det fremgår var der lige brug for ligt hjælp i starten, og der var en frivillig :-)
Mens der var livlig gang i taster og pegepinde til den skønne musik af jubelråb, var der tid til afslapning og mere rødvin til de voksne.
Og dagen efter mødte dette syn os da vi kom ud af dynerne (mormor er en helgen til at stå først op :-) )
På færgen hjem fra Kangaroo Island et par dage før jul
(morfar i Kia klar til at boarde)
mødte vi julemanden
hvilket hos Miriam og Sophie gav ophav til stor glæde og forhåbning om et møde med ham igen Juleaften i Blue Mountains, mens jeg selv var lettere upåvirket af mødet med idolet og derimod hensat til Harry Holy...
(nu hvor jeg kom til at kigge igen på billeder fra KI, så jeg disse som endnu ikke har set offentlighedens lys.
Det hører med til historien at vi inden afsejling fra Kangaroo Island fik et dejligt måltid på Penneshaw hotel, som ligger i byen hvorfra færgen fra Cape Jervis afsejler. Spisestedet var fyldt med gæster som senere skulle med færgen men der var også en del lokale som kom forbi - gæt hvilke biler der tilhører hvem...jeg kan afsløre at et orange skær indikerer skræmmende hurtig kørsel på grusveje...
Her ses et eksempel på kærligheden menneske-dyr imellem på disse egne...et skue som man ofte så foran butikker, på landevejen eller grusvejen for den sags skyld....
Ja, hunden er somend bare lænket til ladet...Om der er tale om en specielt retarderet race med nedtonet overlevelsesinstinkt er uvist, men det kan godt afsløres at nogle af racens repræsentanter blev kastet godt og grundig rundt på ladet når grusvejen blev overfløjet med 100 km/t. Måske damehundene tænder på flagrende kindposer og blottede gummer....)
Nå, tilbage til Juleaften!
Mormor havde købt ind fra hylderne med julepynt, så godt nok rørte
stjernen ikke ved loftet men der var rigeligt af julekugler og nips og
det var rigtig hyggeligt at trisse rundt og pynte. Dem der siger at
enebær ikke kan gøre det ud for et juletræ i miniformat tager fejl - og
aldrig før har vi pyntet juletræ på spisebordet...Guirlanderne i vinduet
var dem Miriam og Sophie havde lavet i Sydney.
(kærligt søskendeknus eller magtmanifestation...det står hen i det uvisse)
Julebordet
I år havde de voksne afskaffet julegaverne til hinanden - det er umuligt at trumfe, eller bare nå til sokkeholderne, af de oplevelser vi har med hinanden i disse tider. Men der var gaver til Miriam og Sophie fra mor og far, farmor og farfar samt fra mormor og morfar. Sophie og Miriam kunne ikke holde fingrene væk og det var mesterlig underholdning at observere hvor mange forskellige måder pakkerne kunne ligge på under det trods alt ikke så store juleenebærtræ.
Efter en skøn aftensmad som både indebar de obligatoriske fiskeforretter, den mere kødkompromisøgende hovedret samt ris a la mande,
var det endelig tid til at pakke gaver ud.
Mormor og morfar skulle også lige have den obligatoriske kalender for næste år, men hu hej man skal helst ikke bruge for lang tid på at give knusere for der venter flere gaver under enebæren...
Forvirringen blev total der er i flere pakker var Nintendo spil. Citat: "Men mor, hvad skal vi med dem når vi ikke må få en Nintendo".
Men hvad med de vigtigste pakker - altså dem fra Julemanden...Først var der en del bekymring at spore da Julemanden jo plejer at komme med sin store sæk på ryggen, insistere på at sætte sig ned og snakke lidt med meget skeptiske Miriam og mindre skeptiske Sophie (med hvad de kalder en meget mærkelig stemme) inden han river den ene ønskegave ud af sækken efter den anden. Men denne jul blev der ikke ringet på hoveddøren eller banket på terrasse døren. Derimod så morfar noget rødt fare forbi uden for hoveddøren som var lavet af glas, og alle kastede sig ud i entreen for at se om det var Julemanden himself, men måtte skuffet konstatere at der intet var. Sophie inspicerede dog hele verandaen foran huset i stedet for bare at gå ind igen og fandt der to lyserøde pakker - én til Miriam og én til hende selv. Lykken kunne næsten ikke være større - så fandt han os alligevel!
Jeg nåede desværre ikke at fange det splitsekund, hvor lykken i dens fulde omfang stod Miriam og Sophie klart. Julemanden havde trodset mor og far og givet dem det de allerhelst ville have og som Sophie har ønsket sig i mere end et år (det er i denne sammenhæng lidt mere uklart præcis hvornår Miriam slog copy-funktionen til).
Efterfølgende blev der tid til en lille demonstration af konceptet "jeg leger med maden"
et knus mens Sophies kamera lige skulle indstilles til at tage billeder af Nintendo´en
og derefter var der kun et fokuspunkt for resten af aftenen: NINTENDO
NINTENDO
NINTENDO
NINTENDO
NINTENDO
Som det fremgår var der lige brug for ligt hjælp i starten, og der var en frivillig :-)
Mens der var livlig gang i taster og pegepinde til den skønne musik af jubelråb, var der tid til afslapning og mere rødvin til de voksne.
Og dagen efter mødte dette syn os da vi kom ud af dynerne (mormor er en helgen til at stå først op :-) )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar