På 2. Juledag stod der en masse vandreture på programmet - efter at Nintendo-brugsreglerne lige var blevet opridset.
Vi startede med det højeste udsigtspunkt over Blue Mountains i 1130 meters højde (det højeste bjerg i Blue Mountains er Mount Victoria på 1064m). Herfra har vi taget en masse billeder.
Toppen på 1130 meter blev nået.
Som kontrast til de rå klipper fandt øjet pludselig det friserede.
Dette billede på parkeringspladsen til udsigtspunktet er taget ganske få minutter før det næste billede..
hvor det trænede øje vil se en af naturens andre medlemmer på ben omend lidt flere end to....Ekstra
info: hullet den sidder i er på størrelse med en 5 krone, det bliver
fyldt helt ud når benene er foldet helt ind til kroppen og derudover
ønsker udvalgte medlemmer i familien ikke at vide mere omend andre
repræsentanter af slægtsnavnet godt kunne tænke sig flere karakteristika
for at muliggøre en fyldestgørende www-aktion.
Da vi kørte ned så det således ud foran os
og således bagved
Ud af vinduerne kunne vi som så mange gange før (og lige fascinerende hver gang) se de brændte og tørre trækroner overvokses af nye unge skud.
Så kørte vi af endnu en smuk vej tilbage mod vores hytte i skoven i Blackheath. Det slående ved denne tur er den mur af træer som synes at definere grænserne for Blue Mountains. Fra fremkommelig nøgenhed til uigennemtrængeligt dække.
Da Blackheath ligger lige i hjertet af nationalparken er der utrolig mange udsigtspunkter strøget rundt om byen. Vi besluttede at besøge et af dem som var tættest på.
På alle disse ture er det ikke kun de voksne som er aktive med apparaterne. Sophie tager utrolig mange billeder. Hun er rigtig god til at fange
detaljer vi andre overser - det ændrede perspektiv muliggør selvfølgelig
i sig selv nye vinkler, men Sophie er også fantastisk dygtig til at
tænke nyt. Hvem ville f.eks. tage et billede af en gammel sko eller en
sprække i et busvindue...Indrømmet - billederne fra Sophies kamera er
endnu ikke overført til computeren. Men engang når turen er slut må der
hellere komme et Sophie potpourri.
Husk at det skønneste nogen gange er så tæt på, at man er lige ved at overse det.
Vi startede med det højeste udsigtspunkt over Blue Mountains i 1130 meters højde (det højeste bjerg i Blue Mountains er Mount Victoria på 1064m). Herfra har vi taget en masse billeder.
Toppen på 1130 meter blev nået.
Som kontrast til de rå klipper fandt øjet pludselig det friserede.
Dette billede på parkeringspladsen til udsigtspunktet er taget ganske få minutter før det næste billede..
hvor det trænede øje vil se en af naturens andre medlemmer på ben omend lidt flere end to....Ekstra
info: hullet den sidder i er på størrelse med en 5 krone, det bliver
fyldt helt ud når benene er foldet helt ind til kroppen og derudover
ønsker udvalgte medlemmer i familien ikke at vide mere omend andre
repræsentanter af slægtsnavnet godt kunne tænke sig flere karakteristika
for at muliggøre en fyldestgørende www-aktion.
Da vi kørte ned så det således ud foran os
og således bagved
Ud af vinduerne kunne vi som så mange gange før (og lige fascinerende hver gang) se de brændte og tørre trækroner overvokses af nye unge skud.
Så kørte vi af endnu en smuk vej tilbage mod vores hytte i skoven i Blackheath. Det slående ved denne tur er den mur af træer som synes at definere grænserne for Blue Mountains. Fra fremkommelig nøgenhed til uigennemtrængeligt dække.
Da Blackheath ligger lige i hjertet af nationalparken er der utrolig mange udsigtspunkter strøget rundt om byen. Vi besluttede at besøge et af dem som var tættest på.
På alle disse ture er det ikke kun de voksne som er aktive med apparaterne. Sophie tager utrolig mange billeder. Hun er rigtig god til at fange
detaljer vi andre overser - det ændrede perspektiv muliggør selvfølgelig
i sig selv nye vinkler, men Sophie er også fantastisk dygtig til at
tænke nyt. Hvem ville f.eks. tage et billede af en gammel sko eller en
sprække i et busvindue...Indrømmet - billederne fra Sophies kamera er
endnu ikke overført til computeren. Men engang når turen er slut må der
hellere komme et Sophie potpourri.
Husk at det skønneste nogen gange er så tæt på, at man er lige ved at overse det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar